Nygaard er bygget på det der er kendt som strandvolden fra vikingetiden, og er en af de første gårde overhovedet på Læsø. Øen blev første gang beboet tilbage i 1158 af vikinger, og var derfor de første mennesker på Læsø. Ved udgravning nede ved søen finder man spor af en gammel stald, som man mener er brugt som avlsbygning. Det var meningen af bygningen skulle være et Boel, et lille gårdsæde til salt, til brug af bønderne. Biskoppen i Viborg ejede øen, han fik den af kongen Valdemar den store, det siges de var fætre. Saltskat skulle betales til biskoppen, for at bønderne måtte anvende Nygaard til formålet. Vandet omkring Læsø indeholder 2% salt, vandet omkring rønnerne indeholder 12-13% salt og derfor var det i særdeleshed profitabelt at syde salt og anvende Nygaard som salgssted og opbevaring. Selve Hotel Nygaard er en gammel købmandsgård, dengang var der ikke køkken og hotelværelser som der er nu. Dengang var der kun den ene bygning, som blev brugt flittigt at læsøboerne, her kunne købes de gængse dagligvarer som mel, mælk og smør osv. Nygaard fik sit navn, da det på et tidspunkt, det er uvist hvornår præcis det var i historien, brændte fuldstændig ned. Dengang var det populært at give gårde meget bogstavelige navne, og da det var en ny gård, kom den til at hedde Nygaard. I 1652 lukker man for produktionen af salt på grund af skovløshed. Dem der ejede Nygaard dengang havde eget skib og derfor sejlede de til Norge for at sælge korn, hvilket Læsø dengang var rig af, og på den måde kunne bønderne på Nygaard opretholde profit. De bagte også brød og rugbrød på rug i en kæmpestor bageovn, det formodes af være blevet gjort i det lokale der i dag kaldes for pejsestuen, da pejsen er bygget af meget gamle sten og derfor eventuelt kunne være levn fra den gamle ovn. Noget af brødet blev eftertørret, skåret i skiver og fik drysset en lille smule sukker på, disse kaldtes kavringer. Nygaard havde derfor daglige indtægter på salget i købmandsgården, og desuden kom sømændene tilbage med tømmer som hele øen manglede.

I 1800-tallet blev de(ejerne af Nygaard) købmænd, sejlede med købmands skib og fragtede varer rundt. Sømændene sejlede i indre farvande og hentede og bragte partier af dagligvarer.

I 1865 kom Johan Harald Plesner til øen, han kom fra Sjælland og får embede på hals skole og arbejdede der i 20 år og rejste tilbage på fastland i 1885, han nåede af gifte sig med en Læsø pige. Han døde i 1916. Eftersom han var skolelære og naturinteresseret opdager han at der er mangel på træer på Læsø, da folket hiver nye træer op til varme efter alle store træer allerede var fældet til selvsamme formål. Han vil lave nye skove. Han er vedholdende og laver en plante forening på Læsø, han får besøg af herren Dallas som startede det danske hedeselskab, ”plantning af skov og opbygning af hede”. De blev forgangsmænd for genopbygning af beplantning i Danmark. Nogle af gårdende syntes det var spændende med frugttræer, plantager, enge og læbælter, særligt kvinderne gik forrest. Sitka skulle være område til læbælter osv. En dag er de samlet fra forskellige gårde, og snakker her om træet storbladet lind, han kender den godt for den vokser særligt i den sydlige del af landet. Den voksede dengang primært i Tyskland. De fleste sagde at den ikke vil kunne gro nord for Limfjorden. De lavede et væddemål, og derfor blev den plantet. Ca. 10-12 gårde gik med på ideen om at få det træ som gårdsplads træ. Det skulle være gårdsplads træ, da det skulle have læ til at gro, særligt i begyndelsen. Østergård, Nygaard, Tollergården, klitgården og flere andre gårde plantede træet som gårdsplads træ, og mange ses den dag i dag. Udover det ældste træ fra dengang, er der nu 5 på Nygaard. Senere kom Skoleinspektør Niels frank og ville lave landhotel. Han startede i 1980, og søgte dengang om at lave Nygaard om til hotel. Efter krigen blev de kæmpemæssige jordarealer nemlig solgt fra, så Nygaard ”kun” havde de små græsarealer og søen som man kender det i dag.

Denne historie er fortalt af Syde Poul, og kan indeholde faktuelle “fejl”. Hans viden var unik og var baseret på genfortællinger fra mange mennesker. Men vi syntes historien er så fin, specifik og hyggelig at vi ikke ville undgå at dele den med jer.